Køb og salg af fast ejendom
Advokaterne i Vingaardshus yder rådgivning i forbindelse med køb og salg af fast ejendom, herunder ejerlejligheder, andelsboliger, parcelhuse, sommerhuse og byggegrunde.
Vi yder rådgivning om alle forhold i forbindelse med køb og salg af fast ejendom herunder om
- tilstandsrapport og tegning af ejerskifteforsikring,
- forsikringsforhold,
- finansiering og skat, herunder evt. indhentelse af lånetilbud,
- kurssikring,
- servitutter, byrder og hæftelser.
Vi forestår:
- udarbejdelse af de fornødne dokumenter
- digital tinglysning
- udarbejdelse af refusionsopgørelse og den endelige økonomiske opgørelse.
Såfremt I lever i et papirløst samlivsforhold, bør det overvejes, hvorledes I skal forholde jer i ejerperioden, og hvis I går fra hinanden. Dette reguleres i en samejeoverenskomst. I bør også overveje at sikre hinanden i tilfælde af død.
Vi hjælper også ved forældrekøb, hvor forældre køber en ejerlejlighed for derefter at udleje boligen til barnet. Fordelen kan være, at forældrene kan fratrække renter og driftsudgifter, og barnet, der betaler leje, har mulighed for boligydelse. Ud over ejendomshandlens dokumenter skal der tillige oprettes en lejekontrakt.
Det vil ofte være en god ide at kontakte advokaten allerede forinden, en købsaftale underskrives, men under alle omstændigheder bør man altid betinge sin underskrift af, at advokaten efterfølgende kan godkende handlen i sin helhed.
Konstateres det efter overtagelsesdagen, at ejendommen har fejl eller mangler, bistår vi tillige med rådgivning om køber og sælgers retsforhold, herunder ejerskifteforsikringens rolle samt et eventuel ansvar hos den byggesagkyndige. Er det ikke muligt at løse tvisten på forligsmæssig basis, er vi behjælpelige med at søge om retshjælpsforsikringsdækning, foranledige syn og skøn ligesom mange af vores advokater kan være behjælpelige med retssagen.
Vi er medlem af Danske Boligadvokater.